Motor
Clever overtager 48 lynladepunkter og udvider samtidig ved E45
Det tidligere fælles ladenetværk mellem Clever og E.ON bliver delt op, og de danske stationer får fremover Clever som eneejer.
Clever samler en større del af sin danske ladeinfrastruktur under eget navn. Ladeoperatøren overtager det fulde ejerskab af seks danske lokationer med i alt 48 lynladeudtag fra Powered by E.ON Drive & Clever.
Samtidig overtager Clever gennem en separat aftale en lynladestation med 14 ladeudtag ved afkørsel 56 Horsens Vest på E45. Begge aftaler ventes gennemført i løbet af 2026.
Fælles selskab bliver delt mellem tre aktører
Powered by E.ON Drive & Clever blev etableret i 2018 som et ligeligt ejet joint venture mellem Clever og E.ON Drive Infrastructure, EDRI.
Det samlede netværk har i dag 157 lynladeudtag på 37 motorvejslokationer i Danmark, Sverige og Norge.
Den struktur bliver nu ændret. Clever overtager de danske stationer, EDRI får ejerskabet over de svenske, mens Uno-X Mobility Norge AS bliver ny ejer og operatør af stationerne i Norge.
Uno-X har ikke tidligere været en del af samarbejdet.
Fra 1. september 2026 overtager EDRI og Uno-X driften i henholdsvis Sverige og Norge.
Ændring for Clever-kunder i Sverige og Norge
Opdelingen får også en praktisk konsekvens for Clevers kunder. Efter ejerskiftet skal de betale med kreditkort, hvis de vil benytte de tidligere fælles ladestationer i Sverige og Norge.
I Danmark fortsætter brugen som hidtil under overgangen.
Omkring årsskiftet ventes de danske ladestandere at få Clever-design og blive vist som Clever-stationer i selskabets app.
”Vores ambition er den samme, som da vi etablerede Powered by E.ON Drive & Clever. Det skal være nemt at være elbilist. Nu samler vi de danske ladestationer hos Clever og styrker samtidig vores ladenetværk med endnu en attraktiv lynladestation i Horsens, så vi skaber et endnu stærkere ladenetværk og endnu bedre muligheder for at lade på farten,” siger Mathias Langkilde Sukstof, ansvarlig for netværksstrategi hos Clever.
Læs også: